Pernille Bach og Christian Schrøder modtager Odder Kommunes Kulturpris 2015

Pernille Bach og Christian Schrøder modtager Odder Kommunes Kulturpris 2015

Odder Kommunes Kulturpris 2015 / Cultural Award Odder Municipality 2015

SÅ har vi modtaget Odder Kommunes Kulturpris 2015 og vi er glade for at vores arbejde bliver værdsat og at Odder Kommune bakker op om at børn og deres voksne får gode kulturelle oplevelser i VitaPark. Vi fik prisen for at lave fremragende børneteater og yde et stort bidrag til udviklingen af et blomstrende kulturliv i Odder Kommune.

I indstillingen af Teaterværkstedet Madam Bach lyder det:”Følsomme, intime koncerter, farvestrålende forestillinger og børneteater med humor og indhold. Teaterværkstedet Madam Bach kan det hele, og det er ikke kun her i Odder, vi har glæde af det. Også i Grønland, Kina og Brasilien – for bare at nævne nogle af landene – har Teaterværkstedet optrådt de senere år…

Madam Bach er helt enestående i teaterbranchen og er et fyrtårn inden for kultur i Odder. Ikke mindst når værkstedet drager ud i verden, som repræsentanter for dansk kultur, bl.a. på Verdensudstillinger. Når der brygges på gode ideer i værkstedet i Vitapark, kan energien og engagementet mærkes i hele byen. Det er kunst og kultur af høj kvalitet, som vi er stolte af at have i Odder Kommune.” 

Teaterværkstedet er et stort aktiv for Odder Kommune og Børn-, Unge- og Kulturudvalget ønsker med tildelingen af Kulturprisen at bifalde den fantastiske indsats, som Pernille Bach og Christian Schrøder gør for børne- og ungekulturen i Odder Kommune. Samtidig er teaterværkstedet et eksempel på private iværksættere, der knokler for at få det hele til at fungere. Økonomi, ansøgninger til fonde og den kreative proces. Det er entreprenørtænkning, som vi også sætter pris på i Odder Kommune.

Med prisen følger 10.000 kr. og et kunstværk, som i år er en skulptur af Karen Marie Fredslund.

VITA PARK

Vi holder til i VitaPark, det gamle sygehus i Odder som har stået tomt i 10 år. Vi er rykket ind i den gamle kantine med en foyer, 2 toiletter og et køkken så vi kan tage imod børnene i Odder med vores forestillinger og kunstprojekter. VitaPark er et kultur- og erhvervshus og det er i rivende udvikling med mange mulige lejemål for kunstnere og selvstændige erhvervsdrivende og det er inspirerende at være en del af dette kreative miljø. Vores mål med at være en del af VitaPark er at kunne etablere os som byens børneteater og udvikle projekter og forestillinger lokalt og herefter turnere globalt.